Jeg ser mig selv som bindeled mellem det tekniske område og vores kunder, og jeg sætter en stor ære i at sørge for at oversætte og bygge bro, så alle ved, hvad der skal ske, og hvor vi skal hen
Malene Toft Volt, Service Owner

Jeg er vild med cybersikkerhed. Så enkelt kan det siges. Det gælder specielt alle de områder, som ikke direkte handler om det tekniske aspekt i forhold til at overvåge infrastrukturen og reagere på trusler. Som serviceejer i Cyber Defence er jeg nemlig ansvarlig for, at den service, JN Data leverer til kunderne, er både sikker, stabil og ikke mindst compliant. Jeg ser mig selv som bindeled mellem det tekniske område og vores kunder, og jeg sætter en stor ære i at sørge for at oversætte og bygge bro, så alle ved, hvad der skal ske, og hvor vi skal hen.

Jeg er ansvarlig for fire services inden for cybersikkerhed, hvor jeg inden for hver service skal sørge for, at eksempelvis økonomi, afrapportering, leverandørstyring og roadmaps hele tiden stemmer overens med det, vi har lovet kunderne. For hver af mine services er det min opgave at have styr på dels fundamentet men også udviklingsmulighederne, hvilket jo indebærer mange forskellige opgaver, hvilket jeg enormt godt kan lide. Jeg oplever samtidig, at rammerne til at udføre mit arbejde er på plads, da de både er fleksible og samtidig tilpas strukturerede til, at jeg kan levere det, som forventes af mig.

For mig betyder det helt sikkert noget, at JN Data spiller en central rolle i den finansielle IT-infrastruktur i Danmark, hvor bankcentraler, banker og borgerne er afhængige af JN Datas services. Det er vigtigt for mig, at mit arbejde giver mening og har et højere formål, så derfor inspirerer og tænder det mig, at JN Data spiller en vigtig rolle i folks hverdag – uden at de jo bemærker det, og det gør de jo ikke, hvis alting bare kører, og sådan er det jo heldigvis langt størstedelen af tiden.

Navn: Malene Toft Volt

Stilling: Service Owner, Cyber Defence

Uddannelse: Cand.merc. i markedsøkonomi