Malene Toft Volt er vild med cybersikkerhed. Specielt alle de områder, som ikke direkte handler om det tekniske aspekt i forhold til at overvåge infrastrukturen og reagere på trusler.
August 8, 2022
Som serviceejer inden for cybersikkerhed, får jeg det bedste fra flere verdener. Jeg har kendskab til teknikken uden at skulle gå i dybden, og så er jeg fagansvarlig for et område, hvor jeg har rum til at træffe beslutninger, men stadig skal sparre med områdeledelsen i forhold til retningen, siger hun og fortsætter:
- Jeg ser mig selv som bindeled mellem det tekniske område og vores kunder, og jeg sætter en stor ære i at sørge for at oversætte og bygge bro, så alle ved, hvad der skal ske, og hvor vi skal hen.
Malene Toft Volt er ansvarlig for fire services inden for cybersikkerhed, hvor hun inden for hver service skal sørge for, at eksempelvis økonomi, afrapportering, leverandørstyring og roadmaps hele tiden stemmer overens med det, vi har lovet kunderne.
- For hver af mine services er det min opgave at have styr på dels fundamentet men også udviklingsmulighederne, hvilket jo indebærer mange forskellige opgaver, hvilket jeg enormt godt kan lide. Jeg oplever samtidig, at rammerne til at udføre mit arbejde er på plads, da de både er fleksible og samtidig tilpas strukturerede til, at jeg kan levere det, som forventes af mig, siger hun.
Med en Cand.merc. i markedsøkonomi tog Malene Toft Volt fat på arbejdslivet i 2006 og har inden tiden hos JN Data været forbi virksomheder som Polycom, Nets og senest KMD. Karrieren hos JN Data begyndte i 2019, og i de seneste tre år har hun været en helt naturlig del af den transformation, som virksomheden har været igennem.
- Vores gennemgribende sikkerheds- og complianceprogram har løftet os enormt meget, og det har kostet sved, blod og tårer. Det var et udfordret udgangspunkt, da jeg kom til, men at se, hvad vi på sikkerhedsområdet har opnået sidenhen, er helt enestående. For mig er det en stor inspiration at arbejde sammen med så dygtige teknikere, der knokler for at gøre et godt stykke arbejde og gøre kunderne tilfredse.
Malene Toft Volt er heller ikke et sekund i tvivl om, at det betyder noget for hende, at JN Data spiller en central rolle i den finansielle IT-infrastruktur i Danmark, hvor bankcentraler, banker og borgerne er afhængige af JN Datas services.
- Det er vigtigt for mig, at mit arbejde giver mening og har et højere formål, så derfor inspirerer og tænder det mig, at JN Data spiller en vigtig rolle i folks hverdag – uden at de jo bemærker det, og det gør de jo ikke, hvis alting bare kører, og sådan er det jo heldigvis langt størstedelen af tiden.