For den tidligere sygeplejerske Jørgen Køldal blev uddannelsen som datamatiker et skridt på vejen mod at blive en del af JN Data. I dag arbejder han med planlægningen af kundernes drift på vores Mainframe.
September 21, 2022
Erfaringer fra jobbet som sygeplejerske er ikke umiddelbart noget, man kan bruge i IT-branchen. Alligevel er der ifølge Jørgen Køldal alligevel nogle fællestræk. I dag har han byttet sundhed ud med IT, hvor han som driftsplanlægger i JN Data er med til at holde Danmarks IT-infrastruktur kørende.
- Kontakten mellem mennesker er et klart fællestræk i de to brancher, og eksempelvis evnen til at deeskalere en situation, når bølgerne går højt, har jeg taget med mig til JN Data. Det gælder også den strukturerede tilgang til arbejdet i pressede situationer, og selvom IT lagt hen ad vejen drejer sig om teknik, handler det også om samspillet mellem mennesker, så vi i fællesskab kommer i mål med opgaverne på bedste vis, siger han.
Praktik hos JN Data
Det er faktisk lidt af en tilfældighed, at 27-årige Jørgen Køldal i dag tager turen til JN Data i Roskilde for at arbejde som driftsplanlægger. Hans kæreste anbefalede ham at kigge i retning af JN Data, da han skulle i praktik, og da der viste sig at være en åbning i Planning & Control, sprang han hurtigt til.
- Jeg kendte ikke JN Data, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente. Jeg blev mødt med åbne arme og mærkede hurtigt, at de virkelig ønskede at få mig ombord og lære fra sig, siger han og fortsætter:
- Jeg fik rigtigt meget ud af praktikken, og der var altid hjælp at hente hos kollegaerne. Det var rart, for selvom vi har lært meget på skolen, kendte jeg eksempelvis ikke programmeringssproget på Mainframen, men det har ikke været nogen forhindring.
Jørgen Køldal og et par studiekammerater endte med at skrive hovedopgave med JN Data som case, og efter endt uddannelse blev Jørgen Køldal fastansat i Planning & Control.
Hverdagen med Mainframe
Arbejdet som driftsplanlægger tager udgangspunkt i vores Mainframe, hvor det er Jørgen og kollegaernes opgave at implementere de ændringer i form af kode, som kunderne kommer med. Derfor bruger han en stor del af tiden på at teste, at en given ændring er klar til at gå i produktion.
- Det var lidt angstprovokerende i starten, for man ved bare, at tingene skal være 100 procent i orden, og vi går aldrig på kompromis med den stabile drift, så derfor er alt gennemprøvet, inden vi laver deploy i produktionen, siger han.
Jørgen forklarer, at det ikke kun handler om at være dygtig til at kode, men at det også drejer sig om at have en god og konstruktiv dialog med kunderne og forstå deres behov.
- Der må aldrig være tvivl om, at kunden og JN Data er afstemte, og derfor er kundekontakt i min optik lige så vigtigt som kode, og derfor er jeg i daglig kontakt med vores kunder, siger han og fortsætter.
- Tusindvis af mennesker er afhængige af, at Mainframen kører, som den skal, så forbrugerne kan tilgå alt fra netbank til kreditkort, og jeg er meget stolt over at være en lille brik i det store finansielle puslespil, der er helt afgørende for det danske samfund.