JN Data byder velkommen til Flemming Brink og Martin Petersen. De to erfarne ledere tiltræder 1. februar som led i, at JN Data udvider og styrker topledelsen og ændrer på organisationen, så den bliver endnu mere enkel og med et stærkere kundefokus.
January 29, 2019
- Vores kunder i den finansielle sektor oplever til stadighed øget regulering og nye myndighedskrav samtidig med, at den teknologiske udvikling går hurtigere og hurtigere. Det er en udvikling, som vi vil understøtte med de stærkest mulige kompetencer, klar ansvarsfordeling, udvidet topledelse samt øget fokus på kunderne. Således bliver security og compliance nu forankret i topledelsen, og vi får de bedste rammer for at styrke ledelseskraften og samarbejdet internt. Organisationsændringen ændrer ikke vores fortsatte eksekvering af vores strategiske program omkring security og compliance, der blandt andet adresserer Finanstilsynets påbud, siger Søren Lindgaard, CEO hos JN Data.
Nye topledere
Flemming Brink, 56 år, får i forbindelse med organisationsændringen ansvaret for Operations. Han kommer senest fra et job i Region Syddanmark som afdelingschef med ansvar for drift af Region Syddanmarks it-infrastruktur. Flemming Brink har mere end 20 års ledelseserfaring fra en række store it-organisationer.
Kundeansvaret placeres fremover hos Martin Petersen, 53 år, som kommer fra en stilling som leder af forretningsudviklingen hos Mjølner Informatics med ansvar for opbygning af ny forretningsområder. Tidligere har han haft ledende stillinger hos WM-data, Logica og CGI Denmark.
Den samlede topledergruppe hos JN Data udgøres således fremover af Søren Lindgaard, Henrik Aamann Nielsen, Flemming Brink, Martin Petersen samt Pernille Holm og Karsten Østnæs Rosgaard, der som ansvarlig for henholdsvis HR og Security & Compliance rykkes op som en del af topledergruppen.