JN Data har omlagt til 100 procent grøn strøm. Virksomheden har nemlig investeret i vindenergi fra danske vindmøller. Det giver kunderne i op mod halvdelen af den finansielle sektor grøn drift af deres IT-infrastruktur.
September 14, 2020
JN Datas datacenter er topmoderne og optimeret ned i mindste detalje. Men selvom datacenteret bruger mindst mulig energi, kan virksomheden ikke komme udenom, at det stadig kræver meget strøm at drive infrastrukturen for op mod halvdelen af den finansielle sektor i Danmark. Den grønne profil gavner nemlig ikke kun JN Data, men kommer også ejere og kunder til gode.
- JN Data er jo et klassisk driftsselskab, der sørger for at understøtte vores kunders forretning med IT-infrastruktur. Det gør vi blandt andet ved at levere hardware i form af servere og mainframe, der står i vores datacenter og snurrer. Vi bruger derfor meget strøm, og netop derfor er jeg enormt glad for, at vi nu har omlagt til 100 procent grøn strøm, siger adm. direktør Søren Lindgaard.
Helt konkret betyder det, at virksomheden har investeret i vindenergi fra danske vindmøller, som svarer til 21.000 MWh pr. år.
- Vi har et grundlæggende ønske om at være en grøn virksomhed, og gennem årene har vi gennemført både mindre og større projekter for at spare på strømmen. Med denne investering tager vi et stort skridt i den rigtige retning, og jeg er stolt af, at vi kan være med til at vise vejen, siger han.
Fortsætter den bæredygtige udvikling
Det grønne fokus er ikke nyt for JN Data. Siden 2017 har virksomheden nemlig haft et partnerskab med Silkeborg Forsyning, hvor JN Data sender overskudsvarmen fra datacenteret ud i fjernvarmenetværket. Overskudsvarmen dækker på årsbasis varmeforbruget hos cirka 420 husstande, og løsningen bidrager samtidig til, at JN Data skal køle mindre og derved sparer på energiforbruget.
Derudover barsler virksomheden med at indføre andre alternative energikilder, som kan være med til at bidrage til den bæredygtige udvikling.
- Vi arbejder helt konkret på et solcelle-projekt, som skal være med til at producere strøm til vores datacenter. Det er nemlig et oplagt næste skridt for os i forhold til at pudse vores grønne profil endnu mere af, siger Søren Lindgaard.