Mads-Mikkel baner vejen i ny mainframe-satsning

En baggrund som kok er ikke noget, man normalt forbinder med en karriere i IT, men for Mads-Mikkel blev det begyndelsen på en rejse ind i IT-branchen. I dag arbejder han som Junior System Engineer og er den første medarbejder i JN Datas nye satsning, z/Academy.

November 4, 2025

Efter 10. klasse begyndte Mads-Mikkel i mesterlære som kok. Sidenhen var han med til at åbne en ny restaurant, og allerede som 23-årig var han køkkenchef med ansvar for 42 ansatte, indkøb, menuer, ansættelser og budgetter. 

- Jeg kunne godt lide ansvaret og arbejdet med mennesker. Samtidig fik jeg mulighed for at påvirke nogle ting og var ansvarlig for at finde løsninger, når der opstod udfordringer, forklarer han. 

Erfaringerne fra køkkenet viste ham, at han især trivedes med at få tingene til at fungere i praksis og løse problemer, når de opstod. Efter flere år i kokkefaget begyndte han at savne nye faglige udfordringer og lysten til at studere meldte sig.  

Fra køkken til kode 
Mads-Mikkel har altid interesseret sig for IT, og han så, hvordan han kunne kombinere denne interesse med sin motivation for problemløsning. I 2022 begyndte Mads-Mikkel på datamatikeruddannelsen for at bygge videre på sin interesse for teknologi og få mulighed for at arbejde mere målrettet med problemløsning. 

Da han på 4. semester skulle i praktik, blev han gennem en bekendt introduceret til JN Data. Her tilbragte han 10 uger i afdelingen Enterprise Architecture, hvor han fik indblik i automation og udviklingsopgaver. Praktikperioden gav ham lyst til at fortsætte i virksomheden, og han blev efterfølgende ansat som studentermedhjælper. 

Vejen til z/Academy
I år blev Mads-Mikkel den første medarbejder i JN Datas nyopstartede z/Academy – et etårigt forløb hos JN Data, der har til formål at uddanne medarbejdere inden for mainframe-teknologi. 

- Jeg vidste ikke, at mainframe stadig er noget, man arbejder med. Gennem samtaler med afdelingen fandt jeg ud af, at det faktisk er ret cool at arbejde med mainframe, og jeg så det som en mulighed for at specialisere mig inden for et område, som mange ikke længere har kendskab til, siger han.  

I ansættelsesprocessen til z/Academy oplevede Mads-Mikkel, at der blev sat pris på hans erfaring fra tiden som køkkenchef. 

- Idet jeg allerede var en del af JN Data og har erfaring med ansættelser, fik jeg mulighed for at være en del af ansættelsesprocessen med at finde medarbejderne, der skulle være en del af det etårige forløb. Det var fedt at opleve, at de erfaringer, jeg har fra min tid som køkkenchef, blev tillagt værdi.

Sammen med fem kolleger vil Mads-Mikkel gennem det næste et år specialisere sig i mainframe-teknologi. Han ser frem til at blive en del af det tekniske miljø og få en dyb forståelse for området i praksis.