
Det motiverer mig at få lov til at specialisere mig inden for mainframe og få dyb teknisk viden om et område, som mange ikke kender til.
Mads-Mikkel Steffensen, Junior System Engineer, Z/Enterprise
Efter 10. klasse startede jeg i mesterlære som kok. Sidenhen har jeg blandt andet været med til at åbne en restaurant, hvor jeg var køkkenchef. Da jeg som 25-årig allerede havde haft stort ansvar og opnået meget i kokkeverdenen, besluttede jeg, at der skulle ske noget nyt, og jeg søgte derfor nye udfordringer.
Jeg har altid haft interesse for IT, og min erfaring med ledelse vækkede min nysgerrighed for problemløsning. Kombinationen af disse interesser motiverede mig til at vende tilbage til skolebænken, og i 2022 begyndte jeg på datamatikeruddannelsen. Gennem bekendte blev jeg introduceret til JN Data og valgte at bruge mit 10-ugers praktikforløb her. Efter praktikken var jeg så heldig at fortsætte som studentermedhjælper, mens jeg færdiggjorde mit studie.
Jeg er nu fastansat og en del af JN Datas nyopstartede z/Academy – et etårigt forløb hos JN Data, der har til formål at uddanne medarbejdere inden for mainframe-teknologi. Det motiverer mig at få lov til at specialisere mig inden for mainframe og få dyb teknisk viden om et område, som mange ikke kender til.